❗ “Du har vundet en Ipad”
❗ “Du skal validere din konto”
❗ “Du skal betale 19 kr. for at få din pakke leveret”
❗ “Du skal oplyse dine kortoplysninger”
Eller mest aktuelt – indhold der bl.a. florerer på Facebook/Meta Business lige for tiden:
❗ ”IPR Protection har modtaget anmodning fra anden virksomhed om varemærkeregistrering af det firmanavn du benytter, du skal betale 4500,- inden 2 dage for at beholde dit firmanavn”
Det er blot nogle eksempler på hvordan phishing eller scam mails kan se ud.
Det kan se uskyldigt ud, men det kan blive et stort sikkerhedsbrud, hvor uvedkommende får adgang til dine systemer eller narret penge ud af dig.
Vi er alle kun mennesker og i en travl hverdag kan man komme til at trykke på det forkerte link – og så er fælden klappet.
For når det kommer til stykket, så ser mange af de ondsindede mails ganske reelle ud.
💡 Men hvad kan du så gøre for at undgå at falde i?
Er du det mindste i tvivl om rigtigheden i beskeden eller afsenderens reelle identitet, så lad tvivlen komme dig til gode.
Hvis du tænker: “Er det her mon en falsk mail eller en falsk sms?”, så brug hellere den korte tid på at få det undersøgt.
Hvis du tænker: ”Er det for godt til at være sandt?”, så er du nok allerede på rette spor.
Hvis indholdet forsøger at presse dig: “Betal inden 2 dage”, “Vi har forsøgt at levere en pakke, kontakt os inden 7 dage for at få den udleveret”, så er det også en kendt måde at stresse en forkert beslutning ud af dig.
Og til sidst, så brug de korrekte hjemmesider ved den virksomhed, myndighed m.m. der – måske – har kontaktet dig, og naviger den vej, frem for at benytte et link i en potentiel phishing mail.
Alternativt kontakt dem direkte og spørg til om det er noget de kender til.
Selvom hackere og svindlere bliver dygtigere til at gøre svindlen virkelighedstro, afslører skrivemåden og tekstens opsætning nogle gange svindlen.
Der er ofte fejl, som du f.eks. ikke vil se i kommunikationen fra virksomheder, offentlige myndigheder eller din bank: stavefejl, dårligt oversatte tekster med få ord der ikke er korrekt oversat, fejl i dato/år m.m.
Vær derfor opmærksom på både afsender, indhold og selve teksten i mailen.
Er du stadig i tvivl, når du har modtaget noget, så kan du selvfølgelig også altid henvende dig til mig, så kigger jeg gerne den pågældende mail eller sms igennem og hjælper dig med at vurdere om den er reel eller om det er forsøg på svindel.
Varming IT
#stopscam #stophackere #stopphishing